Barokken

Hvad var barokken?

Barokken var en kunstperiode, der startede i 1600- tallet og sluttede hundrede år efter, omkring 1700.  Det vigtigste, der adskiller barokken fra tidligere tidsperioder er dens svulstighed og ekstravagance. Både i litteraturen og billedkunsten kom dette til udtryk i dramatiske demonstrationer af følelser. Disse følelser var ofte kærlighed til Gud. Med troen og kærligheden til Gud hørte nemlig et liv efter døden; et liv i Himmeriget. Denne tro medførte et dualistisk verdensbillede, dvs. en ide om, at der eksisterer to verdener: vores synlige og sanselige verden, altså jorden, det blasfemiske/ ikke hellige, og Himmelen, altså Guds hellige, højere verden, hvor alt er godt, og alle er glade. Ideen om et fantastisk liv efter døden skabte et fokus på vanitas. Vanitas er latin og betyder forgængelighed, hvilket betyder at alt skal dø. Alle mennesker skal dø, du som læser dette skal dø, træer og frugter rådner og ”dør” - i sidste ende vil alt på jorden forgå. Det betød for mennesker i barokken, at alt, det de foretog sig, var meningsløst og i virkeligheden kun tidsfordriv, mens de ventede på at dø. Med døden kom man til himmelen, hvis største modsætning til jorden var, at alt var godt og ingenting var forgængeligt. Af netop denne grund, var det eneste, der virkelig betød noget i livet på jorden, dit forhold til gud, så du kunne sikre dig en plads i Himmeriget.

Ting som rådne planter, menneskekranier og timeglas, heder vanitasmotiver. De minder dig om, at alt skal dø, at alle mennesker dør, det er kun et spørgsmål om tid. Disse vanitasmotiver blev brugt meget i malerier, som det du kan se nedenunder. Som du nok også kan se, var malerierne ikke akkurat de hyggeligste billeder at have hængende i soveværelset.

 

 

Samfundsforhold under barokken?

Samfundet under barokken er hovedsageligt kendetegnet med enevælde. Enevælde betyder, at kongen herskede med fuld, uimodsigelig magt. Rodfæstet i denne magt var ideen om, at kongen var bindeleddet til Gud og herskede for Gud. Denne ide tillod kongen at undertrykke de svage i samfundet ved f. eks at beskatte dem i en urimelig grad. Kongen og adelen klarede på denne facon at leve et overdådigt liv med penge og tjenere til at gøre hvad som helst. Specielt den franske konge Louis d. 14. besad rigdom af uhørte proportioner, som han brugte til at iscenesætte sig selv. Dette gjorde han bl.a. ved at få store, flotte billeder malet af sig selv, hvorpå han udstrålede magt og rigdom. Resten af kongerne og fyrsterne i Europa fulgte hans eksempel. 

Hvilken slags litteratur kendetegner barokken?

I renæssancen, tidsperioden før barokken, blev Bibelen og andre store bøger oversat fra latin til dansk, men de fleste danske forfattere skrev stadig på latin. Det gjorde ikke meget for udviklingen af den danske litteraturkunst. I barokken, til gengæld, blev det populært for forfattere i hele Europa at skrive på deres nationalsprog, i stedet for latin. Af denne grund var der mange forfattere, der eksperimenterede og udviklede det danske skriftsprog. Udviklingen førte bl.a. til udbredt brug af metrik og rim. Dette betød, at forfatteren fokuserede meget på, at der var struktur og mønstre i stavelserne og meget klare rimmønstre. Derudover blev dramatisk billedsprog heftigt brugt i barokkens litteratur. Det indebar udbredt brug af virkemidler som modsætninger, hvor man forbinder to modsæt betydende ord for at fremhæve forskellen. Med dette billedsprog kunne forfattere med hjælp af f. eks besjæling (det at give begreber liv) bedre udtrykke deres kærlighed til Gud og kongen og foragten til deres kedelige, forgængelige liv. Dette bringer os til to udbredte genrer i barokken, lejlighedsdigtning og salmer. Lejlighedsdigte blev skrevet som hyldester til kongen eller andre magtfulde mænd. Ofte udtrykte disse digte, hvor mægtig personen var og i kongens tilfælde, hvor elsket han var af Gud. Salmerne derimod var en hyldest til Gud. Der fandtes også useriøs litteratur i barokken, som politisk satire og sjofle platheder. Her blev de førnævnte virkemidler, som billedsprog og rim, brugt til at gøre grin med adelige eller kongen. Sjofle platheder var ofte digte som handlede om eksplicit kærlighed.  Udover disse fandtes hyrdedigte, som omhandlede adelige, som blev forelsket mens de var udklædt som hyrder.

Thomas Kingos ”Hver har sin Skæbne” 

Thomas Kingo(1636 til 1703) er en biskop og digter der kendetegner barokken. Han skrev salmer, der indeholdt virkemidler og omhandle emner, som karakteriserede barokken. Dette kan observeres i første strofe af Kingos salme ”Hver har sin Skæbne” skrevet i 1681:

”Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!
Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.”

Digtet fremhæver f. eks, i sidste vers: ”Himlen er Ene af Salighed fuld”, at himmelen er det eneste gode. Derudover demonstrerer digtet, i vers 5 og 6, at alt rigdom på jorden, den blasfemiske verden, er verdiløst. Digtet gør også brug af modsætninger som ”Sorrig og Glæde” altså sorg og glæde. Her efter besjæler Kingo også disse begreber i ” de vandre tilhaabe”. Baseret på disse virkemidler kan du måske allerede se første strofes budskab: I den blasfemiske verden er der sorg og glæde, medgang og mod gang, altså alt er ustabilt og forgængeligt. Det betyder dog ikke noget, for i himmeriget er alt godt og vedvarende; glæd dig. 

—Kamila M. Nielsen og Madison C. Vårdal

Nykritisk metode

Den nykritiske metode er en måde at læse en tekst på. Man fokuserer kun på det, der står i teksten. Metoden gider altså ikke alt det der med hvem, der har skrevet teksten eller hvorfor forfatteren har skrevet den. Dette kaldes også for en tekstintern metode. Det som der bliver spurgt efter, når man laver nykritisk analyse, kan sættes op ligesom en lagkage. Hvert område man analyserer svarer altså til et lag på en stor lagkage:

 

1. Lag er det lydlige lag, altså bl.a. hvordan sproget er i teksten. Eksempel med Tepotten: Der er mange gentagelser i historien, hvilket giver teksten en bestemt rytme.

2. Lag er det syntaktiske, altså hvordan forfatteren har sat teksten sammen. Eksempel med Tepotten: Forfatteren bruger mange små sætninger i en stor helsætning, f.eks.: “Den fineste hånd var kejtet, tepotten faldt, tuden knak af, hanken knak af, låget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det”.

3. Lag er det fortællermæssige, altså fortællerens tricks og synsvinkel. Eksempel med Tepotten: Det er en alvidende 3. personsfortæller, som er langt væk, det kan man fornemme da forfatteren starter historien med ”der var” i stedet for ”der var engang”.

4. Lag er planstrukturen, altså hvilke ord og sætninger, som kan betyde noget andet også. (Herunder real-og billedplan.) Eksempel med Tepotten: Tepotten repræsenterer et menneske. Realplanet her er altså tepotten, og billedplanet er altså mennesket.

5. Lag er storelementerne, altså hvad der sker i teksten, tema, miljø, personer. Eksempel med Tepotten: Temaet er ’at vokse op’, ’respekt’ eller ’popularitet’. Af personer har vi tepotten, kopperne, sukkerskålen.

6. Lag er fortællerholdningen, altså hvad teksten vil fortælle os. Eksempel med Tepotten: Tepotten er et eksempel på at vi alle skal dø, og at det er almindeligt. Det handler bare om at gøre en forskel der hvor man er.

7. Lag er det livsbilledlige, altså dét som teksten tror på. Eksempel med Tepotten: Tepotten bliver ikke respekteret, den bliver gjort til grin fordi den er ’i stykker’. Teksten viser os det budskab at ingen er perfekt i vores dage, og at alle burde acceptere hinanden.

Biografisk metode

Den biografiske metode er tekstekstern, det vil sige, at man har fokus på teksten og forfatteren. Den biografiske læsning kom frem i slutningen af 1800-tallet, fordi man ville se på litteratur og kunst mere objektivt og videnskabeligt. Man analyserer teksten, ved at kigge på forfatterens eget liv og udvikling.

Eksempelvis kan historien ”Tepotten” af H.C. Andersen læses efter biografisk metode. Her kobles de lidelser, som Tepotten gennemgår, sammen med H.C. Andersens liv. Man kigger altså på, hvad der foregår i historien, og sætter det i forhold til, hvad der skete i forfatterens liv. Man sætter virkeligheden sammen med det fiktive.

Indenfor den biografiske metode er der to “spor”, altså to veje, som man kan følge under sin analyse. De to spor er Det Genetiske Spor og Det Portrætterende Spor.

 Når man analyserer gennem Det Genetiske Spor, finder man ud af, hvornår og hvorfor teksten er skrevet, altså tekstens dannelse. Man kigger på forfatterens formål med at skrive sin historie, hvad det er, forfatteren gerne vil udtrykke, og hvor forfatterens inspiration kom fra.

 For at vende tilbage til historien “Tepotten”, så skrev H.C. Andersen den på en rejse til Spanien, hvilket der har stået i hans dagbog. I dagbogen fortæller han, hvordan han fandt på historien om “Tepotten”. Han fandt dengang en gammel knust tepotte i en lille gård ved et springvand, som var hans inspiration.

 I det andet spor, som er Det Portrætterende spor, kigger man på forfatterens personlighed og hans liv, for at kunne få en større forståelse af tekstens budskab og morale. Når man analyserer sin tekst, sætter man fx spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem forfatterens livsforløb og tekstens handlingsforløb. På den måde kan man finde paralleller, altså ligheder, og symboler, som kan vise forfatterens eget liv i teksten. Når man så læser sin tekst, kan man altså få viden om forfatterens livsfaser, personlige holdninger, syn og meninger om livet. 

I “Tepotten” kan man også følge Det Portrætterende Spor. H.C. Andersens liv kan nemlig spejles i teksten. Forløbet som Tepotten gennemlever, kan ses som faser i H.C. Andersens liv. 

Den første fase, hvor Tepotten er stolt, reflekterer den unge H.C. Andersen, hvor han er opmærksom på sit talent, og hæver sig over borgerskabet, som er de fine folk. Tepotten bliver så opmærksom på sin mangler. Latinskolen, som var en skole, der forberedte eleverne på deres videre studier, roste ikke H.C. Andersens sprog, og han bliver derfor opmærksom på sine mangler. 

I anden fase bliver Tepotten tabt af en kejtet hånd. Det symboliserer, at H.C. Andersen ikke bliver accepteret og udstødes af de fine mennesker, som har mange penge. 

I tredje fase ender Tepotten i smerte, men den opnår en erkendelse af den lykke, den har oplevet, imens den bragte blomsten til liv. Dette viser en erindrende H.C. Andersen, som har erkendt sin ende. Han lever et rigt liv i sine erindringer, da hans søgen efter bekræftelse gennem livet ændres til en universal næstekærlighed.  

Kunsteventyr

 

Kunsteventyret er en genre inden for eventyrgenren. I folkeeventyr blev fortællingerne fortalt til hinanden fra person til person rundt i byerne og hvor de kom, hvilket gjorde at fortællingen blev ændret en lille smule hver gang, den blev fortalt. Det skete ikke for kunsteventyr, der blev skrevet ned og også kun havde én forfatter. Eventyret ”Tepotten” har for eksempel én bestemt handling, fordi H. C. Andersen har skrevet den ned, og den kan der ikke laves om på. I kunsteventyr bruger man en polytematisk handling, det betyder at man kan have én eller flere hovedforløb i historien og ofte også nogle biforløb. Hovedforløbet i tepotten er fortællingen om, hvordan tepotten først er pæn og hel på bordet, så går den i stykker og bliver brugt som en krukke. Til sidst ender tepotten med at blive skiftet ud. Biforløbet er så handlingen om dens stolthed og minder.  Kunsteventyret har typisk en fast handling, som der ikke kan ændres på, den har mere detaljerede beskrivelser, replikker og kommentarer. I kunsteventyr har man en bredere handling end folkeeventyret, fordi man ikke er nødt til at bruge faste vendinger som ”der var engang” og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”, der blev brugt for at kunne huske historierne. Man fik også mere detaljerede og ”enestående” historier, fordi man kunne bruge forskellige synsvinkler, som betyder den side man ser historien fra. I kunsthistorierne bruger man meget tid på at beskrive personerne, der er med i historien. Man bruger et mere formelt sprog end folkeviserne, et sprog som er et fint sprog med indviklede ordstillinger og et brug af mange forskellige og svære ord. I Tepotten står der for eksempel: ”Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre!”. I dette citat fra eventyret, ses også den rytme i sætningerne, der skal til, for at den er god til oplæsning. Kunsteventyr er netop skrevet for at underholde læserne og for at lære børn om tiden de er skrevet i og opdrage dem, uden de ved det. I ”Tepotten” er det vigtigste for tepotten at have sine minder, der minder den om, at den har fået det bedste ud af de ting den har oplevet og gennemgået.  

Folkeeventyr

Folkeeventyr blev mundtlig overleveret mellem bønderne, i modsætning til viserne der opstod mellem de adelige. Eventyrerne har rod i middelalderen, men blev først nedskrevet i 1800-tallet, hvor man grundet Romantikken begyndte at få en interesse for folket dvs. bønderne. Når man taler om eventyrgenren, vil alle i hver sin forstand have en idé om, hvordan sådan et er beskrevet. Eventyret foregår som regel i en tid og på et sted, som man ikke kender til andet end, at det ligger langt, langt væk eller foregår for lang tid siden.  Der anvendes typisk formelsprog, dvs. faste vendinger, fx begyndelsen af et eventyr, som oftest starter med ”Der var en gang”. Eventyret indeholder som regel de magiske tal, 3,7,9, som kan komme til udtryk ved tre prøvelser, tre sønner (som fx i eventyret Klods-Hans) osv. Personerne i eventyret er oftest udstyret med en egenskab, fx en god fe, som udelukkende kun er god. Disse personer er flade og bliver ikke detaljeret beskrevet, til gengæld er deres replikker og action vigtig. Indenfor folkeeventyr findes der to grene, den ene kaldes trylleeventyr, som ligesom trylleviser indeholder noget overnaturligt. Derefter har vi skæmteeventyrerne, der virker som satire, hvor der bliver lavet sjov med de adelige. Eventyrernes funktion kan være samfundskritisk, underholdende, men også livsfortolkende. I dag associerer vi typisk eventyr med barndommen, men oprindeligt var eventyr tilegnet et ældre publikum, da de har en opdragende effekt.

Tornerose er et meget kendt folkeeventyr, som blandt andet tematisere Jalousi og det at blive kønsmoden. Da Tornerose bliver født er der en kæmpe fest, hvor at alle er inviteret bortset fra en enkelt fe. Da feen finder ud af at der bliver holdt fest uden at hun er inviteret, forbander hun Tornerose, så da hun på sin 15 års fødselsdag stikker sig på en ten, falder hun i søvn i 100 år. Men efter noget tid kommer der en prins, som kysser hende så forbandelsen hæves.

 

Strukturalistisk metode

Strukturalistisk metode er en måde, man læser en tekst på. Man bruger forskellige måder, eller forskellige strategier, til at læse og forstå teksterne. Der er to overordnede metoder, som man bruger i danskfaget.

Den første kategori af metoder har fokus på teksten og den måde teksten er bygget op på. Disse kaldes tekstinterne metoder. Den anden kategori af metoder kaldes teksteksterne metoder, fordi man kigger på tekstens indhold men også det, som er udover teksten. Det kan være, at man sætter teksten i sammenhæng med den tid, som teksten er skrevet i, eller den forfatter, som har skrevet teksten.

De tre forskellige tekstinterne måder at læse, analysere og tolke teksten på fortæller noget om tekstens struktur, og derfor kaldes de strukturalistiske metoder:


Modsætningsanalyse:
I modsætningsanalysen tager man to modsætninger. Tekstens modsætninger er vigtige for handlingen, men også for personernes væremåde og udvikling. Med modsætningsanalysen kan man finde den gode og den onde person i teksten. Dette kan fortælle om tekstens handling, fordi man håber, at den gode person sejre over den onde. Man ser også på karakterens udvikling eksempelvis fra barn til voksen som Møen fra Harpens Kraft som går igennem denne udvikling.                  


Hjemme-ude-hjem:
Modsætningsanalysen evne til, at fortælle om en persons udvikling kan uddybes i hjemme-ude-hjem-modellen. I hjemme-ude-hjem-modellen er hovedpersonen i centrum. Tekstens opbygning er derfor bygget op efter hovedpersonens udvikling. Personen i starten af teksten er tryg og føler sig hjemme, men så sker der en drejning i historien og personen føler sig utryg. Til sidst finder personen tryghed igen. Det er ikke altid, at personen kommer tilbage til det samme hjem, som personen havde i starten, men personen føler sig altid hjemme i slutningen. I Harpens Kraft er møen hjemme i starten, men op til sit bryllup med Hr. Villemand bliver hun utryg. Møen er bange for, at blive en kvinde. Til sidst redder Hr. Villemand møen og de bliver gift. Møen bor i starten hos sine forældre, men til sidst hos Hr. Villemand.

 

Aktantmodellen:
Aktantmodellen bruges til at analysere bl.a. forskellige folkeeventyr. Aktantmodellen hjælper en med at finde og tilegne de forskellige roller som personerne har. Modellen tager udgangspunkt i subjektets ønsker og hvem/hvad spiller ind i vejen til objektet ud fra de 4 andre roller. Rollerne bliver kaldt for aktanter og derfra har modellen sit navn. Aktantmodellen tager hensyn til 6 forskellige roller.

Subjekt: Oftest hovedpersonen i historien som går fra en fase til en anden, altså vedkommende går igennem en udvikling gennem historien.

Objektet: Det som subjektet gerne vil opnå gennem historie. Dette kan være en person, men også en følelse eller en ting.

Man sætter de forskellige figurer fra eventyret ind på aktant pladserne som der eksempelvis er blevet gjort med folkeeventyret ”Harpens Kraft”:

 

 

 

Ridderviser

Ridderviser er en genre inden for folkeviser. Genren omhandler historier der blev fortalt for de rige når de skulle have det sjovt. Ridderviserne havde altid en morale, altså noget folk burde gøre, for eksempel moralen kunne være at unge mennesker skulle lytte til deres forældre. Tit var der ikke særlig mange forskellige figurer i ridderviserne. De blev ikke beskrevet så meget og man fik heller ikke at vide hvordan de føler. Det er mere typer, som 'ridderen' og 'prinsessen' eller adelen.Det ridderviser typisk handler om er samfundsmæssige problemer, altså at en kvinde ikke vil giftes med den mand hun er lovet til. De kan også omhandle en mand der har gjort en anden mand fra en anden slægt og hans familie ondt og nu kommer den slægt efter ham. Udover det handler de også meget om ære, at man skal opretholde ens families ære. Man må ikke gøre noget der kan sætte ens familie i et dårligt lys. Mange af disse viser belyser det faktum at familien betyder mere end kærlighed da familien ofte valgte hvem man skulle giftes med.

Ebbe Skammelsøn er en kendt riddervise som omhandler Ebbe som bliver forrådt af sin bror Peder da Peder fortæller Lucilille(Ebbes mø) at Ebbe er død og taler dårligt om hende desuden bejler Peder til Lucellille. Denne riddervise tager temaerne hævn, familiefejder og kærlighed. Ebbe skammelsøn viser desuden noget om magtfordelingen med Kongen øverst og bønderne i bunden. Ridderviserne menes desuden at være den yngste folkevise. Ridderviserne har typisk enten nordisk rod(Slægt, ære osv.) eller vesteuropæisk høvisk rod(Ridderlighed). Ridderviserne omhandler generelt riddernes og adelens liv og deres forhold til slægten osv. ofte med et kærlighedsplot. Her kan vi igen inddrage Ebbe skammelsøn, Ebbes far er en rig gårdejer og Ebbe tjener ved Kongen herved omhandler den de mere fine mennesker(adelen osv.) ført igennem en familiefejde der alt sammen fører tilbage til et kærlighedsplot.

Rachad, Jonas og Sofie

 

Trylleviser

Trylleviser har en overnaturlig handling. I trylleviser sker der ting, der normalt ikke sker. Ofte er trolde, elvere eller åmænd med i viserne. De overnaturlige væsner, der er med i viserne kommer fra folketroen, som var de overnaturlige ting, man troede på, da viserne blev brugt. Selvom man i Middelalderen er kristen, troede man stadig på overnaturlige væsener som nisser og trolde.

I trylleviser ser man på overnaturlige væsener som et symbol på naturen. Naturen fremtræder som farlig, den ligger uden for den beboede og kendte verden. Ifølge viserne er det farligt at gå udenfor landsbyen. De mennesker, der møder de overnaturlige væsener, er i gang med at gå fra en fase i livet til en anden, f.eks. overgangen fra barn til voksen.

De overnaturlige væsner kan også symbolisere andet end den farlige natur. De kan symbolisere den farlige natur, som mennesket har inde i sig selv. Menneskerne kan altså have en farlig trold eller elverpige inde i sig, som kan få dem til at gøre dumme ting, som stred imod reglerne i samfundet. De har ikke lært at styre denne trold eller elverpige inde i dem, og derfor er den så farlig. Den er især farlig, hvis menneskerne står overfor en ændring i deres liv, for eksempel hvis en pige skal giftes. Her er det vigtigt, at hun gør, hvad der bliver forventet af hende, for ellers kan hun ikke blive gift og få et ordentligt ægteskab.

 

 

 

Folkeviser (historie og kendetegn)

En folkevise er en sang fra middelalderen, som havde til formål at fortælle en historie. Eksperterne mener at folkeviserne blev fortalt mellem 1200 - 1300 tallet, og på dette tidspunkt kunne folk hverken læse eller skrive. Derfor var det mundtlige fortællinger, der havde til formål at underholde. På det tidspunkt folkeviserne blev sunget, kunne folk jo ikke skrive, og derfor blev sangene skrevet ned mange år efter. Man regner med at sangene blev skrevet ned et sted imellem 1500 - 1700 tallet, og derfor kan man ikke stole på det der blev skrevet, da fortællingerne først blev skrevet ned nogle århundrede efter de blev sunget.

Som sagt blev folkeviserne brugt til at underholde folk. Og det var ofte til fest, hvor folk dansede kædedanse til folkeviserne. Dem der sang folkeviserne blev de kloge i samfundet, og det var dem som stod for hyggen og fællesskabet mellem folk.

Det folkeviserne fortæller, er fortællinger om hvad der er god og dårlig opførelse. Så når de unge hørte historierne i 1200 - 1300 tallet, kunne de lære om, hvordan de skulle opføre sig og hvordan de ikke skulle opføre sig. Det kaldes Epik, når viser fortæller historier. Og når der er rytme involveret i viserne, så er der også det, som kaldes lyrik i dem. Historierne følger en tråd, som gør at der hele tiden sker noget nyt i historierne. Derfor er historierne kronologiske, som betyder at historierne kører frem i tiden fra et startpunkt. Historierne bruger ofte en model der hedder ”hjemme - ude- hjemme”, hvor hovedpersonen først er hjemme. Derefter sker der noget, som gør at hovedpersonen er ude, og til sidst er hjemme i trykke rammer igen. Historierne handler ofte, om hvordan man skal opføre sig, om familien, og hvordan man holder familien samlet.
Der er forskellige slags folkeviser. Der er trylleviser, hvor der optræder trolde og hekse. Og der er ridderviser, som ofte handler om kærlighed og ægteskab.

 

Sagaer

Sagaen er en form for fortælling, som blev fortalt og viderefortale af ukendte forfattere i omkring år 1000. De fortalte sagaer er dog først blevet nedskrevet et par hundrede år senere. Sagaerne indgår i noget, som man kalder episke tekster. Dette betyder at handlingsforløbet strækker sig over en bestem tidsperiode og at teksterne er fiktion, altså at de ikke er sande. Sagaen er en genre, som opstod i landet Island. Fortællingerne handler ofte om gode eller dårlige slægter, som er forholdet mellem familiemedlemmer og videreførelse af den enkelte families gode sider. Det betyder også at ægteskabet mellem to mennesker mere handlede om familiens gode ry og ære, end om kærlighed. Dette kalder man fornuftsægteskaber. Hvis ikke man levede op til familiens krav eller hvis de to familier ikke var enige, og derfor blev uvenner, førte det ofte til drab. Derudover er kønsrollerne tydeligt opdelt i sagaerne. Det betyder, at man gjorde det helt tydeligt hvilke opgaver manden skulle udføre, så som at skaffe mad, og hvilke opgaver kvinden havde, så som at passe børnene.

Der findes tre former for forskellige sagaer. Kongesagaer er de ældste, islændingesagaerne, som er dem de fleste kender og oldtidssagaerne, som er dem der er fortalt og nedskrevet senest. Vi har valgt at fokusere mest på islændingesagaerne. Islændingesagaerne handler om overklasseslægter. Det betyder at de handler om de rige i samfundet. Formen man har skrevet sagaerne på kaldes norrøne digtning. Norrønt er det nordiske sprog, som man brugte i Norge, Island og på Færøerne i vikingetiden.

Handlingen er dramatisk og i centrum. Dette betyder at de spændende ting, som foregår i historien er de vigtigste for historiens forløb. Personerne, historien handler om, og deres omgivelser bliver ikke beskrevet med mange detaljer, så som hvordan de ser ud. I stedet skal man kigge på personernes handlinger og ud fra det, skal man danne sig et billede af hvordan personerne ser ud og opføre sig. Samlet set er sagaen en fortælling om familier, kærlighed og venskab.

 

 

Af Laksdæla saga til børn

Kongen af Island sejlede til Norge, for at deltage i et stort møde. Det var et møde mellem alle de store konger i området. Den islandske konge hed Høskuld. Mens Høskuld var i Norge, var der også et købestævne.  Der kiggede Høskuld på varer han ville købe, da han fik øje på en mægtig købmand ved navn Gille den Gerdske. Høskuld fartalte Gille, at han ville købe en trælkvinde.(Trælkvinde er en kvinde som eges af andre.) Gille viste Høskuld alle sine ni trælkvinder. Høskuld valgte den smukkeste og mest nydelige af alle kvinderne, dog også den dyreste. Høskuld havde heldigvis mange penge. Da han skulle til at betale, fortalte Gille kongen, at pigen var både døv og stum, men Høskuld syntes hun var så smuk at han købte hende alligevel. Høskuld tog sig kærligt af trælkvinden og den næste dag drog han hjem til Island med hende.

Da Høskuld kom hjem til Island blev hans kone sur og jaloux, fordi han havde taget den smukke trælkvinde med. Men det ville Høskuld ikke høre noget af. Han forlangte at trælkvinden skulle leve godt hos Høskuld og hans kone. Alle kunne se at trælkvinden var både meget smuk og klog. Om vinteren fik hun et barn. Det var en dreng og det var Høskuld der var faren og han var meget stolt. Drengen blev kaldt Olaf, han var opkaldt efter en afdød onkel. I de år der gik brugte Høskuld meget tid sammen med Olaf. En dag opdagede Høskuld, at drengen og hans mor, trælkvinden, talte sammen. Det overraskede Høskuld som troede at trælkvinden var døv og stum. Da gik Høskuld til trælkvinden og spurte hende om hendes historie. Hun fortalte at hun hed Melkorka og var datter af en irsk konge. Det blev Høskuld glad for, fordi det betød, at Olaf var afkom af en mægtig familie. En mægtig familie var meget vigtig på det tidspunkt, fordi det kunne give beskyttelse.

Da Olaf havde blevet voksen og havde rejst til Irland for at besøge in morfar, den irske konge, og tilbage igen, var han blevet en meget flot man. Olaf ville gifte sig med en pige ved navn Thorgerd. Derfor sendte han sin far til Thorgerds far for at spørge om Thorgerds hånd. Thorgerds far hed Egil og han sagde, at han først ville spørge om Thorgerd havde lyst til at gifte sig med Olaf. Det ville Thorgerd ikke. Hun mente at Olaf ikke var vær at gifte sig med, fordi han var søn af en trælkvinde. At gifte sig med en trælkvindes søn kunne nemlig bringe skam over familien. Da Olaf hørte dette blev han rasende og marcherede med rystning og sværd til Thorgerd! Han begav sig til at tale med Thorgerd, i stedet for at dræbe hende. De talte om hvorfor hun ikke ville giftes med ham. De opdagede begge hurtigt, at de kunne lide at tale med hinanden og blev derefter gift alligevel. 

Hvem skriver hvad?

Sagaer: Kamilla, Madison (deadline: 10/2 kl. 12) 

Folkeviser (historie og kendetegn): Alexander P., Iben, Kristine (deadline: 24/2 kl. 12)

Ridderviser: Jonas, Sofie, Rachad (deadline: 24/2 kl. 12)

Trylleviser: Anders O., Katrine P., Fie (deadline: 24/2 kl. 12)

Folkeeventyr: Anders S., Gunilla, Theresa (deadline: 4/3 kl. 20)

Strukturalistisk metode: Andreas, Daniel, Signe (deadline: 4/3 kl. 20)

Kunsteventyr: Christine, Jasmin, Mikkel (deadline: 13/3 kl. 20)

Biografisk metode: Thea, Katrine C., Jess (deadline: 13/3 kl. 20)

Nykritisk metode: Maria, Tobias (deadline : 13/3 kl. 20)

ELEVTID: 1 TIME

Kommunikationssituationen (pentagrammet)

Vellykket formidling kræver bevidsthed om kommunikationssituationen!

Afsender: Jer! Tornbjerg-elever, 2.g
Modtager: Skolebørn (se billede nedenfor)
Emne: Litteraturhistorie og litterær metode
Situation: Danskundervisning
Sprog/genre: Objektiv og saglig formidling