Biografisk metode

Den biografiske metode er tekstekstern, det vil sige, at man har fokus på teksten og forfatteren. Den biografiske læsning kom frem i slutningen af 1800-tallet, fordi man ville se på litteratur og kunst mere objektivt og videnskabeligt. Man analyserer teksten, ved at kigge på forfatterens eget liv og udvikling.

Eksempelvis kan historien ”Tepotten” af H.C. Andersen læses efter biografisk metode. Her kobles de lidelser, som Tepotten gennemgår, sammen med H.C. Andersens liv. Man kigger altså på, hvad der foregår i historien, og sætter det i forhold til, hvad der skete i forfatterens liv. Man sætter virkeligheden sammen med det fiktive.

Indenfor den biografiske metode er der to “spor”, altså to veje, som man kan følge under sin analyse. De to spor er Det Genetiske Spor og Det Portrætterende Spor.

 Når man analyserer gennem Det Genetiske Spor, finder man ud af, hvornår og hvorfor teksten er skrevet, altså tekstens dannelse. Man kigger på forfatterens formål med at skrive sin historie, hvad det er, forfatteren gerne vil udtrykke, og hvor forfatterens inspiration kom fra.

 For at vende tilbage til historien “Tepotten”, så skrev H.C. Andersen den på en rejse til Spanien, hvilket der har stået i hans dagbog. I dagbogen fortæller han, hvordan han fandt på historien om “Tepotten”. Han fandt dengang en gammel knust tepotte i en lille gård ved et springvand, som var hans inspiration.

 I det andet spor, som er Det Portrætterende spor, kigger man på forfatterens personlighed og hans liv, for at kunne få en større forståelse af tekstens budskab og morale. Når man analyserer sin tekst, sætter man fx spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem forfatterens livsforløb og tekstens handlingsforløb. På den måde kan man finde paralleller, altså ligheder, og symboler, som kan vise forfatterens eget liv i teksten. Når man så læser sin tekst, kan man altså få viden om forfatterens livsfaser, personlige holdninger, syn og meninger om livet. 

I “Tepotten” kan man også følge Det Portrætterende Spor. H.C. Andersens liv kan nemlig spejles i teksten. Forløbet som Tepotten gennemlever, kan ses som faser i H.C. Andersens liv. 

Den første fase, hvor Tepotten er stolt, reflekterer den unge H.C. Andersen, hvor han er opmærksom på sit talent, og hæver sig over borgerskabet, som er de fine folk. Tepotten bliver så opmærksom på sin mangler. Latinskolen, som var en skole, der forberedte eleverne på deres videre studier, roste ikke H.C. Andersens sprog, og han bliver derfor opmærksom på sine mangler. 

I anden fase bliver Tepotten tabt af en kejtet hånd. Det symboliserer, at H.C. Andersen ikke bliver accepteret og udstødes af de fine mennesker, som har mange penge. 

I tredje fase ender Tepotten i smerte, men den opnår en erkendelse af den lykke, den har oplevet, imens den bragte blomsten til liv. Dette viser en erindrende H.C. Andersen, som har erkendt sin ende. Han lever et rigt liv i sine erindringer, da hans søgen efter bekræftelse gennem livet ændres til en universal næstekærlighed.