Nykritisk metode

Den nykritiske metode er en måde at læse en tekst på. Man fokuserer kun på det, der står i teksten. Metoden gider altså ikke alt det der med hvem, der har skrevet teksten eller hvorfor forfatteren har skrevet den. Dette kaldes også for en tekstintern metode. Det som der bliver spurgt efter, når man laver nykritisk analyse, kan sættes op ligesom en lagkage. Hvert område man analyserer svarer altså til et lag på en stor lagkage:

 

1. Lag er det lydlige lag, altså bl.a. hvordan sproget er i teksten. Eksempel med Tepotten: Der er mange gentagelser i historien, hvilket giver teksten en bestemt rytme.

2. Lag er det syntaktiske, altså hvordan forfatteren har sat teksten sammen. Eksempel med Tepotten: Forfatteren bruger mange små sætninger i en stor helsætning, f.eks.: “Den fineste hånd var kejtet, tepotten faldt, tuden knak af, hanken knak af, låget er ikke værd at tale om, der er talt nok om det”.

3. Lag er det fortællermæssige, altså fortællerens tricks og synsvinkel. Eksempel med Tepotten: Det er en alvidende 3. personsfortæller, som er langt væk, det kan man fornemme da forfatteren starter historien med ”der var” i stedet for ”der var engang”.

4. Lag er planstrukturen, altså hvilke ord og sætninger, som kan betyde noget andet også. (Herunder real-og billedplan.) Eksempel med Tepotten: Tepotten repræsenterer et menneske. Realplanet her er altså tepotten, og billedplanet er altså mennesket.

5. Lag er storelementerne, altså hvad der sker i teksten, tema, miljø, personer. Eksempel med Tepotten: Temaet er ’at vokse op’, ’respekt’ eller ’popularitet’. Af personer har vi tepotten, kopperne, sukkerskålen.

6. Lag er fortællerholdningen, altså hvad teksten vil fortælle os. Eksempel med Tepotten: Tepotten er et eksempel på at vi alle skal dø, og at det er almindeligt. Det handler bare om at gøre en forskel der hvor man er.

7. Lag er det livsbilledlige, altså dét som teksten tror på. Eksempel med Tepotten: Tepotten bliver ikke respekteret, den bliver gjort til grin fordi den er ’i stykker’. Teksten viser os det budskab at ingen er perfekt i vores dage, og at alle burde acceptere hinanden.

Biografisk metode

Den biografiske metode er tekstekstern, det vil sige, at man har fokus på teksten og forfatteren. Den biografiske læsning kom frem i slutningen af 1800-tallet, fordi man ville se på litteratur og kunst mere objektivt og videnskabeligt. Man analyserer teksten, ved at kigge på forfatterens eget liv og udvikling.

Eksempelvis kan historien ”Tepotten” af H.C. Andersen læses efter biografisk metode. Her kobles de lidelser, som Tepotten gennemgår, sammen med H.C. Andersens liv. Man kigger altså på, hvad der foregår i historien, og sætter det i forhold til, hvad der skete i forfatterens liv. Man sætter virkeligheden sammen med det fiktive.

Indenfor den biografiske metode er der to “spor”, altså to veje, som man kan følge under sin analyse. De to spor er Det Genetiske Spor og Det Portrætterende Spor.

 Når man analyserer gennem Det Genetiske Spor, finder man ud af, hvornår og hvorfor teksten er skrevet, altså tekstens dannelse. Man kigger på forfatterens formål med at skrive sin historie, hvad det er, forfatteren gerne vil udtrykke, og hvor forfatterens inspiration kom fra.

 For at vende tilbage til historien “Tepotten”, så skrev H.C. Andersen den på en rejse til Spanien, hvilket der har stået i hans dagbog. I dagbogen fortæller han, hvordan han fandt på historien om “Tepotten”. Han fandt dengang en gammel knust tepotte i en lille gård ved et springvand, som var hans inspiration.

 I det andet spor, som er Det Portrætterende spor, kigger man på forfatterens personlighed og hans liv, for at kunne få en større forståelse af tekstens budskab og morale. Når man analyserer sin tekst, sætter man fx spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem forfatterens livsforløb og tekstens handlingsforløb. På den måde kan man finde paralleller, altså ligheder, og symboler, som kan vise forfatterens eget liv i teksten. Når man så læser sin tekst, kan man altså få viden om forfatterens livsfaser, personlige holdninger, syn og meninger om livet. 

I “Tepotten” kan man også følge Det Portrætterende Spor. H.C. Andersens liv kan nemlig spejles i teksten. Forløbet som Tepotten gennemlever, kan ses som faser i H.C. Andersens liv. 

Den første fase, hvor Tepotten er stolt, reflekterer den unge H.C. Andersen, hvor han er opmærksom på sit talent, og hæver sig over borgerskabet, som er de fine folk. Tepotten bliver så opmærksom på sin mangler. Latinskolen, som var en skole, der forberedte eleverne på deres videre studier, roste ikke H.C. Andersens sprog, og han bliver derfor opmærksom på sine mangler. 

I anden fase bliver Tepotten tabt af en kejtet hånd. Det symboliserer, at H.C. Andersen ikke bliver accepteret og udstødes af de fine mennesker, som har mange penge. 

I tredje fase ender Tepotten i smerte, men den opnår en erkendelse af den lykke, den har oplevet, imens den bragte blomsten til liv. Dette viser en erindrende H.C. Andersen, som har erkendt sin ende. Han lever et rigt liv i sine erindringer, da hans søgen efter bekræftelse gennem livet ændres til en universal næstekærlighed.  

Kunsteventyr

 

Kunsteventyret er en genre inden for eventyrgenren. I folkeeventyr blev fortællingerne fortalt til hinanden fra person til person rundt i byerne og hvor de kom, hvilket gjorde at fortællingen blev ændret en lille smule hver gang, den blev fortalt. Det skete ikke for kunsteventyr, der blev skrevet ned og også kun havde én forfatter. Eventyret ”Tepotten” har for eksempel én bestemt handling, fordi H. C. Andersen har skrevet den ned, og den kan der ikke laves om på. I kunsteventyr bruger man en polytematisk handling, det betyder at man kan have én eller flere hovedforløb i historien og ofte også nogle biforløb. Hovedforløbet i tepotten er fortællingen om, hvordan tepotten først er pæn og hel på bordet, så går den i stykker og bliver brugt som en krukke. Til sidst ender tepotten med at blive skiftet ud. Biforløbet er så handlingen om dens stolthed og minder.  Kunsteventyret har typisk en fast handling, som der ikke kan ændres på, den har mere detaljerede beskrivelser, replikker og kommentarer. I kunsteventyr har man en bredere handling end folkeeventyret, fordi man ikke er nødt til at bruge faste vendinger som ”der var engang” og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”, der blev brugt for at kunne huske historierne. Man fik også mere detaljerede og ”enestående” historier, fordi man kunne bruge forskellige synsvinkler, som betyder den side man ser historien fra. I kunsthistorierne bruger man meget tid på at beskrive personerne, der er med i historien. Man bruger et mere formelt sprog end folkeviserne, et sprog som er et fint sprog med indviklede ordstillinger og et brug af mange forskellige og svære ord. I Tepotten står der for eksempel: ”Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre!”. I dette citat fra eventyret, ses også den rytme i sætningerne, der skal til, for at den er god til oplæsning. Kunsteventyr er netop skrevet for at underholde læserne og for at lære børn om tiden de er skrevet i og opdrage dem, uden de ved det. I ”Tepotten” er det vigtigste for tepotten at have sine minder, der minder den om, at den har fået det bedste ud af de ting den har oplevet og gennemgået.  

Folkeeventyr

Folkeeventyr blev mundtlig overleveret mellem bønderne, i modsætning til viserne der opstod mellem de adelige. Eventyrerne har rod i middelalderen, men blev først nedskrevet i 1800-tallet, hvor man grundet Romantikken begyndte at få en interesse for folket dvs. bønderne. Når man taler om eventyrgenren, vil alle i hver sin forstand have en idé om, hvordan sådan et er beskrevet. Eventyret foregår som regel i en tid og på et sted, som man ikke kender til andet end, at det ligger langt, langt væk eller foregår for lang tid siden.  Der anvendes typisk formelsprog, dvs. faste vendinger, fx begyndelsen af et eventyr, som oftest starter med ”Der var en gang”. Eventyret indeholder som regel de magiske tal, 3,7,9, som kan komme til udtryk ved tre prøvelser, tre sønner (som fx i eventyret Klods-Hans) osv. Personerne i eventyret er oftest udstyret med en egenskab, fx en god fe, som udelukkende kun er god. Disse personer er flade og bliver ikke detaljeret beskrevet, til gengæld er deres replikker og action vigtig. Indenfor folkeeventyr findes der to grene, den ene kaldes trylleeventyr, som ligesom trylleviser indeholder noget overnaturligt. Derefter har vi skæmteeventyrerne, der virker som satire, hvor der bliver lavet sjov med de adelige. Eventyrernes funktion kan være samfundskritisk, underholdende, men også livsfortolkende. I dag associerer vi typisk eventyr med barndommen, men oprindeligt var eventyr tilegnet et ældre publikum, da de har en opdragende effekt.

Tornerose er et meget kendt folkeeventyr, som blandt andet tematisere Jalousi og det at blive kønsmoden. Da Tornerose bliver født er der en kæmpe fest, hvor at alle er inviteret bortset fra en enkelt fe. Da feen finder ud af at der bliver holdt fest uden at hun er inviteret, forbander hun Tornerose, så da hun på sin 15 års fødselsdag stikker sig på en ten, falder hun i søvn i 100 år. Men efter noget tid kommer der en prins, som kysser hende så forbandelsen hæves.

 

Strukturalistisk metode

Strukturalistisk metode er en måde, man læser en tekst på. Man bruger forskellige måder, eller forskellige strategier, til at læse og forstå teksterne. Der er to overordnede metoder, som man bruger i danskfaget.

Den første kategori af metoder har fokus på teksten og den måde teksten er bygget op på. Disse kaldes tekstinterne metoder. Den anden kategori af metoder kaldes teksteksterne metoder, fordi man kigger på tekstens indhold men også det, som er udover teksten. Det kan være, at man sætter teksten i sammenhæng med den tid, som teksten er skrevet i, eller den forfatter, som har skrevet teksten.

De tre forskellige tekstinterne måder at læse, analysere og tolke teksten på fortæller noget om tekstens struktur, og derfor kaldes de strukturalistiske metoder:


Modsætningsanalyse:
I modsætningsanalysen tager man to modsætninger. Tekstens modsætninger er vigtige for handlingen, men også for personernes væremåde og udvikling. Med modsætningsanalysen kan man finde den gode og den onde person i teksten. Dette kan fortælle om tekstens handling, fordi man håber, at den gode person sejre over den onde. Man ser også på karakterens udvikling eksempelvis fra barn til voksen som Møen fra Harpens Kraft som går igennem denne udvikling.                  


Hjemme-ude-hjem:
Modsætningsanalysen evne til, at fortælle om en persons udvikling kan uddybes i hjemme-ude-hjem-modellen. I hjemme-ude-hjem-modellen er hovedpersonen i centrum. Tekstens opbygning er derfor bygget op efter hovedpersonens udvikling. Personen i starten af teksten er tryg og føler sig hjemme, men så sker der en drejning i historien og personen føler sig utryg. Til sidst finder personen tryghed igen. Det er ikke altid, at personen kommer tilbage til det samme hjem, som personen havde i starten, men personen føler sig altid hjemme i slutningen. I Harpens Kraft er møen hjemme i starten, men op til sit bryllup med Hr. Villemand bliver hun utryg. Møen er bange for, at blive en kvinde. Til sidst redder Hr. Villemand møen og de bliver gift. Møen bor i starten hos sine forældre, men til sidst hos Hr. Villemand.

 

Aktantmodellen:
Aktantmodellen bruges til at analysere bl.a. forskellige folkeeventyr. Aktantmodellen hjælper en med at finde og tilegne de forskellige roller som personerne har. Modellen tager udgangspunkt i subjektets ønsker og hvem/hvad spiller ind i vejen til objektet ud fra de 4 andre roller. Rollerne bliver kaldt for aktanter og derfra har modellen sit navn. Aktantmodellen tager hensyn til 6 forskellige roller.

Subjekt: Oftest hovedpersonen i historien som går fra en fase til en anden, altså vedkommende går igennem en udvikling gennem historien.

Objektet: Det som subjektet gerne vil opnå gennem historie. Dette kan være en person, men også en følelse eller en ting.

Man sætter de forskellige figurer fra eventyret ind på aktant pladserne som der eksempelvis er blevet gjort med folkeeventyret ”Harpens Kraft”: