Barokken

Hvad var barokken?

Barokken var en kunstperiode, der startede i 1600- tallet og sluttede hundrede år efter, omkring 1700.  Det vigtigste, der adskiller barokken fra tidligere tidsperioder er dens svulstighed og ekstravagance. Både i litteraturen og billedkunsten kom dette til udtryk i dramatiske demonstrationer af følelser. Disse følelser var ofte kærlighed til Gud. Med troen og kærligheden til Gud hørte nemlig et liv efter døden; et liv i Himmeriget. Denne tro medførte et dualistisk verdensbillede, dvs. en ide om, at der eksisterer to verdener: vores synlige og sanselige verden, altså jorden, det blasfemiske/ ikke hellige, og Himmelen, altså Guds hellige, højere verden, hvor alt er godt, og alle er glade. Ideen om et fantastisk liv efter døden skabte et fokus på vanitas. Vanitas er latin og betyder forgængelighed, hvilket betyder at alt skal dø. Alle mennesker skal dø, du som læser dette skal dø, træer og frugter rådner og ”dør” - i sidste ende vil alt på jorden forgå. Det betød for mennesker i barokken, at alt, det de foretog sig, var meningsløst og i virkeligheden kun tidsfordriv, mens de ventede på at dø. Med døden kom man til himmelen, hvis største modsætning til jorden var, at alt var godt og ingenting var forgængeligt. Af netop denne grund, var det eneste, der virkelig betød noget i livet på jorden, dit forhold til gud, så du kunne sikre dig en plads i Himmeriget.

Ting som rådne planter, menneskekranier og timeglas, heder vanitasmotiver. De minder dig om, at alt skal dø, at alle mennesker dør, det er kun et spørgsmål om tid. Disse vanitasmotiver blev brugt meget i malerier, som det du kan se nedenunder. Som du nok også kan se, var malerierne ikke akkurat de hyggeligste billeder at have hængende i soveværelset.

 

 

Samfundsforhold under barokken?

Samfundet under barokken er hovedsageligt kendetegnet med enevælde. Enevælde betyder, at kongen herskede med fuld, uimodsigelig magt. Rodfæstet i denne magt var ideen om, at kongen var bindeleddet til Gud og herskede for Gud. Denne ide tillod kongen at undertrykke de svage i samfundet ved f. eks at beskatte dem i en urimelig grad. Kongen og adelen klarede på denne facon at leve et overdådigt liv med penge og tjenere til at gøre hvad som helst. Specielt den franske konge Louis d. 14. besad rigdom af uhørte proportioner, som han brugte til at iscenesætte sig selv. Dette gjorde han bl.a. ved at få store, flotte billeder malet af sig selv, hvorpå han udstrålede magt og rigdom. Resten af kongerne og fyrsterne i Europa fulgte hans eksempel. 

Hvilken slags litteratur kendetegner barokken?

I renæssancen, tidsperioden før barokken, blev Bibelen og andre store bøger oversat fra latin til dansk, men de fleste danske forfattere skrev stadig på latin. Det gjorde ikke meget for udviklingen af den danske litteraturkunst. I barokken, til gengæld, blev det populært for forfattere i hele Europa at skrive på deres nationalsprog, i stedet for latin. Af denne grund var der mange forfattere, der eksperimenterede og udviklede det danske skriftsprog. Udviklingen førte bl.a. til udbredt brug af metrik og rim. Dette betød, at forfatteren fokuserede meget på, at der var struktur og mønstre i stavelserne og meget klare rimmønstre. Derudover blev dramatisk billedsprog heftigt brugt i barokkens litteratur. Det indebar udbredt brug af virkemidler som modsætninger, hvor man forbinder to modsæt betydende ord for at fremhæve forskellen. Med dette billedsprog kunne forfattere med hjælp af f. eks besjæling (det at give begreber liv) bedre udtrykke deres kærlighed til Gud og kongen og foragten til deres kedelige, forgængelige liv. Dette bringer os til to udbredte genrer i barokken, lejlighedsdigtning og salmer. Lejlighedsdigte blev skrevet som hyldester til kongen eller andre magtfulde mænd. Ofte udtrykte disse digte, hvor mægtig personen var og i kongens tilfælde, hvor elsket han var af Gud. Salmerne derimod var en hyldest til Gud. Der fandtes også useriøs litteratur i barokken, som politisk satire og sjofle platheder. Her blev de førnævnte virkemidler, som billedsprog og rim, brugt til at gøre grin med adelige eller kongen. Sjofle platheder var ofte digte som handlede om eksplicit kærlighed.  Udover disse fandtes hyrdedigte, som omhandlede adelige, som blev forelsket mens de var udklædt som hyrder.

Thomas Kingos ”Hver har sin Skæbne” 

Thomas Kingo(1636 til 1703) er en biskop og digter der kendetegner barokken. Han skrev salmer, der indeholdt virkemidler og omhandle emner, som karakteriserede barokken. Dette kan observeres i første strofe af Kingos salme ”Hver har sin Skæbne” skrevet i 1681:

”Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!
Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.”

Digtet fremhæver f. eks, i sidste vers: ”Himlen er Ene af Salighed fuld”, at himmelen er det eneste gode. Derudover demonstrerer digtet, i vers 5 og 6, at alt rigdom på jorden, den blasfemiske verden, er verdiløst. Digtet gør også brug af modsætninger som ”Sorrig og Glæde” altså sorg og glæde. Her efter besjæler Kingo også disse begreber i ” de vandre tilhaabe”. Baseret på disse virkemidler kan du måske allerede se første strofes budskab: I den blasfemiske verden er der sorg og glæde, medgang og mod gang, altså alt er ustabilt og forgængeligt. Det betyder dog ikke noget, for i himmeriget er alt godt og vedvarende; glæd dig. 

—Kamila M. Nielsen og Madison C. Vårdal